SÃO TOMÉ AND PRÍNCIPE

Den indenrigspolitiske situation, herunder menneskerettighedssituationen

São Tomé og Príncipe opnåede uafhængighed fra Portugal i 1975, men demokratiet blev ikke institutionaliseret før sidst i 1980’erne. Den 10. september 1990 blev en ny forfatning vedtaget. Den definerer landet som en suveræn og demokratisk stat, med flerpartisystem. Dødsstraffen afskaffes, og menneskerettighederne garanteres. Det første frie valg blev afholdt i 1991. Landets parlament har ét kammer bestående af 55 mandater. Medlemmer af parlamentet vælges for fireårige perioder. Præsidenten vælges for en 5-årig periode, og kan sidde i op til to på hinanden følgende perioder. Den udøvende magt deles mellem præsidenten og premierministeren.

Det politiske liv har været præget af manglende stabilitet med hyppige regeringsskift og ublodige kupforsøg, senest i 1995 og 2003. Den 16. juli 2003 tog Fernando Pereia, leder af São Tomé og Príncipes militære træningsskole, således magten ved et kup. Præsident Menezes var i Nigeria, mens de øvrige ledere af regeringen blev arresteret. En uge senere blev Menezes genindsat, dog mod at give amnesti til kuplederne og danne en ny regering. Blandt motiverne til utilfredsheden var den store fattigdom.

Ved det seneste valg til parlamentet den 26. marts 2006 sikrede Præsident Menezes’ konservative parti MDFM (Movimento Democratico Forca da Mudanca) 23 pladser ud af 55 i nationalforsamlingen. Det var første gang siden uafhængigheden, at MDFM har haft parlamentsflertal udenom det socialdemokratiske parti/eks-marxistiske bevægelse MLSTP/PSD (Movimento de Libertação de São Tomé e Príncipe/Partido Social Democrata). Valgdeltagelsen var forholdsvis høj (64 %) til trods for opfordringer til boykot. Valgobservatører fra 5 afrikanske nabolande konkluderede, at valget var frit og fair. Næste præsidentvalg skal finde sted senest juli 2011 og næste parlamentsvalg inden udgangen af marts 2010.

I den seneste tid har udsigten til fremtidige olieindtægter resulteret i tiltagende politiske spændinger og et øget socialt pres i landet. Der har floreret korruptions-beskyldninger i forbindelse med aftaler indgået af landets politikere omkring salg af olie-licenser fra den fælles udviklingszone – beskyldninger, som i de seneste år har resulteret i flere regeringsrokader og mindre politiske kriser. Såvel landets justitsminister som den uafhængige britiske tænketank Royal Institute of International Affairs (Chatham House) har bekræftet flere af korruptions-mistankerne. Landet rangerede i 2008 som nummer 121 ud af 180 lande på Transparency International’s korruptions-indeks.

For at imødegå de politiske og sociale spændinger, underskrev præsidenten i 2004 en ’oil revenue management lov’, som skal sikre en transparent og effektiv anvendelse af landets olieindtjening. Loven, som sætter en høj international standard for gennemsigtighed og kontrol med olieindtægter, forpligter blandt andet politikerne til oprettelsen af en internationalt administreret fond, som udstikker retningslinjerne for hvor stor en andel af olieindtægterne, der skal tilbageholdes til anvendelse på fremtidige generationer, når oliereserverne er opbrugte. Loven, som desuden sikrer allokering af olieindtjeningen i overensstemmelse med landets målsætninger om fattigdomsreduktion, er således af stor betydning for såvel landets økonomiske udvikling, som den politiske ro og stabilitet.

Sao Tomé og Príncipe har underskrevet og ratificeret de fleste større traktater og erklæringer om menneskerettigheder, og menneskerettighedssituationen i landet er generelt god. Ytringsfrihed er garanteret af forfatningen, og fungerer også i praksis. Der er både stats- og privatejede medier, og oppositionspartier gør bl.a. brug af gratis radiosendetid til at udbrede deres budskab. Religionsfriheden respekteres både formelt og i praksis, ligesom forsamlings- og foreningsfriheden er uanfægtet. Domstolene er frie og uafhængige – omend der lejlighedsvis forekommer uregelmæssigheder - men retssystemet er generelt præget af underbemanding, langsom sagsbehandling og manglende finansiering. På trods af forfatningsgaranteret køns-ligestilling, finder der omfattende diskriminering af kvinder sted i alle sektorer. Også homoseksuelle samt Hiv-smittede oplever betydelig samfundsmæssig marginalisering. Trods den generelle diskrimination af kvinder er disse dog relativt stærkt repræsenteret i parlamentet (13 pct. i 2007), ligesom adskillige kvinder har indtaget fremtrædende ministerposter indenfor de senere år.


Den økonomiske situation

Landets økonomiske base
I perioden efter portugisernes kolonisering af landet i slutningen af 1400-tallet lykkedes det ved hjælp af slavekraft de portugisiske bosættere at gøre Sao Tomé og Príncipe til verdens største sukkerproducent. Store nedbørsmængder og deraf følgende lav sukkerkvalitet gjorde imidlertid produktionen ukonkurrencedygtig stillet overfor sydamerikanske og caribiske producenter, og i 1600-tallet var sukkerproduktionen for alvor for nedadgående. Siden 1800-tallet har Sao Tomé og Príncipes økonomi været baseret på plantager, herunder især kakao- og kaffeproduktion. I 1980’erne og 1990’erne opstod alvorlige økonomiske problemer bl.a. som følge af faldene høstudbytte, lavere kakaopriser samt en generelt stagnerende økonomi. Dette har gjort Sao Tomé og Príncipe til en af verdens største modtagere af udviklingsstøtte målt pr. indbygger. Landet har således modtaget støtte fra en lang række donorer som UNDP, Verdensbanken, EU, Portugal, Taiwan og Den Afrikanske Udviklingsbank med flere.

Internationale støtteprogrammer
Landet har gennemgået en række økonomiske reformer, bl.a. på basis af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer i 1987 og udbredt privatisering af de tidligere statsejede plantager. Strukturtilpasningsprogrammet blev dog suspenderet i 1997 på grund af regeringens manglende evne og vilje til at opfylde Fondens krav. Det blev i 2000 afløst af en aftale med IMF om et fattigdomsprogram (Poverty Reduction Strategy Paper, PRSP). Regeringen forpligtede sig bl.a. til at følge en stram skatte- og pengepolitik, der bl.a. skulle reducere inflationen og give bedre vilkår for den private sektor.

IMF advarede i 2004 regeringen om, at implementeringen af de makroøkonomiske tiltag ikke var tilfredsstillende, og bidrog til udarbejdelsen af 2005 budgettet. I august 2005 godkendte IMF et treårigt program under PRGF (Poverty Reduction and Growth Facility). Programmet har til formål at videreføre og udbygge de strukturelle reformer, som påbegyndtes under tidligere IMF-programmer. I marts 2009 godkendte IMF det seneste program under PRGF. Programmet, som løber over tre år og indebærer en økonomisk indsprøjtning på 3,8 millioner USD i form af et 10-årigt lån, er rettet imod understøttelse af de lokale myndigheders finansielle initiativer, herunder implementering af en skattereform samt reduktion af budgetunderskuddet.

Sidst i 2000 kvalificerede São Tomé og Príncipe sig til betydelig gældsnedsættelse under IMF og verdensbankens Heavily Indebted Poor Countries (HIPC)–initiativet, og i 2001 blev et udviklingsprogram for fattigdomsbekæmpelse udarbejdet. I februar 2007 besluttede IMF og Verdensbanken at eftergive et beløb på 327 millioner USD, svarende til 91 % af landets samlede udlandsgæld. Senere, i maj samme år, valgte Paris-klubben at eftergive Sao Tomé og Príncipe’s samlede gæld til klubben, samtidig med, at klubbens medlemslande forpligtede sig til yderligere fremtidige bilaterale gældsnedsættelser. Senest eftergav Portugal i juli 2008 Sao Tomé og Príncipes samlede bilaterale gæld på 35 mio. USD, samtidig med at der oprettedes en kredit-margin til landet på 82 mio. USD.

Som et af de seneste udviklingsinitiativer, indledtes i slutningen af 2007 et toårigt kvalificeringsprogram til det amerikansk initierede udviklingsprogram Millinium Challenge Account Compacts. Kvalificeringsprogrammet, som følges op af et økonomisk bidrag på 8,66 mio. USD, har blandt andet til hensigt at forbedre virksomhedsmiljøet i landet, herunder at gøre det lettere for nye virksomheder at etablere sig. Programmet sigter desuden mod en effektivisering af statens skatteadministration.

Centrale økonomiske indikatorer
Siden 2003 har vækstraterne svinget mellem 4,8 og 6,7 pct. – sidstnævnte opnået i år 2006. I nominelle termer lå landets bruttonationalprodukt i 2005 på 110 mio. USD, mens det i 2008 var vokset til 176 mio. USD.

Inflationen har ligeledes indenfor de senere år vist mere positive tendenser. Efter i slutningen af 1997 at have toppet med over 80 pct., har en restriktiv finanspolitik resulteret i en markant reduktion af inflationen. Allerede i 1999 kunne landet således fremvise en inflationsrate på 13 pct. Tallet faldt yderligere til 9 pct. i 2003. Siden 2004 er inflationen dog igen steget stabilt (2007 = 18 pct.) Inflationsraten for 2008 er anslået til 23 pct.

Som et resultat af den faldende indtjening på kakao-produktionen, har Sao Tomé og Príncipe længe kæmpet med betydelige budgetunderskud. I perioden 2001 – 2007 har landets indtjening konsekvent været omkring 41 pct. lavere end landets udgifter, hvilket har resulteret i et budgetunderskud i perioden på gennemsnitligt 6,9 pct. af bruttonationalproduktet. Underskuddene er løbende finansieret ved hjælp af ulandsbistand, og siden 2005 desuden via de forhåndsbeløb, landet har modtaget i forbindelse med tildelingen af olielicenser.

Sao Tomé og Príncipe har gennem årene kæmpet med at tiltrække udenlandske investeringer og indtil 2005 beløb landets FDI sig kun til omkring 4 mio. USD årligt. Siden 2005 er det imidlertid lykkedes landet at tiltrække betydeligt flere udenlandske investorer. I 2006 udgjorde det samlede FDI således 38 mio. USD, mens beløbet faldt en anelse igen i 2007 til 35 mio. USD.

Trods positive takter på flere økonomiske indikatorer indenfor det seneste årti, er andelen af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen fortsat høj, og lå i 2004 således på 54 pct. Derimod efterlader landets placering på det såkaldte Human Development Index (HDI) et optimistisk indtryk. I 2008 lå landet som nummer 123 ud af 178 lande, og placerede sig dermed bedre end de fleste andre lande i regionen.

Økonomiske fremtidsperspektiver
Den økonomiske udvikling i Sao Tomé og Príncipe er generelt betinget af en diversificering af landets produktion og eksport. Tre under-sektorer er i den forbindelse af særlig betydning; Oliesektoren, landbrugs- og fiskerisektoren samt turistsektoren.

Der er i dag stigende interesse for olieudvinding både i Sao Tomé og Príncipes eksklusive territorialzone (EEZ) samt i den fælles udviklings-zone (JDZ), som landet, siden indgåelsen af en territorial-aftale i 2001, deler med Nigeria. Oliefundene i Nigerdeltaet og i Sao Tomé og Príncipes farvand udgør et nyt økonomisk håb for landet. Regeringen underskrev - omend til en betydeligt lavere pris end forventet - de første aftaler med ChevronTexaco, ExxonMobil og Equity Energy i april 2004. Prøveboringer blev påbegyndt af Chevron i januar 2006, og det forventes, at kommerciel produktion vil begynde mellem 2010 og 2012.

Af central betydning for Sao Tomé og Príncipes muligheder for at opbygge større modstandsdygtighed overfor eksterne chok til økonomien og dermed opnå stabil og langsigtet økonomisk vækst, er desuden en revitalisering af landbrug og fiskeri, herunder en øget diversificering af landbrugsproduktionen. Forsøg på at mindske afhængigheden af nogle få afgrøder, herunder særligt kakao, har indtil nu været relativt begrænsede. Der er dog påbegyndt dyrkning af en række alternative produkter, såsom vanilje, peber, palmeolie og blomster, med favorable afsætningsmuligheder i EU. Fiskeriindustrien udgør, trods et fiskeri-potentiale på 12.000 tons om året i Sao Tomés farvand, kun en forholdsvis lille del af landets økonomi (2-4 % i 1990’erne). Sao Tomé og Príncipes samlede industrielle fangst lå på kun ca. 3.500 tons i år 2000, hvilket ikke rækker til at mætte det interne marked. Fiskeriets begrænsede størrelse skyldes et betydeligt salg af fiskeri-licenser til særligt EU-lande, som giver en forholdsvis ringe kompensation. Regeringens ambition er at opnå en mere rationel udnyttelse af fiskeri-ressourcerne, blandt andet gennem genforhandling af EU-fiskeri-aftalerne. Målet er blandt andet at opnå bedre monitorering af de udenlandske trawlere samt at gøre Sao Tomé og Príncipe mere involveret i forarbejdningsprocessen.

En tredje grundpille i landets fremtidige økonomiske base er turistsektoren, som endnu er af begrænset størrelse, men skønnes at have et betydeligt vækstpotentiale, blandt andet grundet landets unikke biologiske diversitet og tropiske klima. Fra 1998 til 2003 steg antallet af turister i landet fra ca. 6000 til 10.000. Regeringen har imidlertid iværksat en plan, som sigter på at accelerere denne vækst, således at antallet af internationale turister i 2010 skal nå op på 20.000. Regeringens ambitiøse satsning forventes at få en række positive effekter på økonomien, blandt andet i form af arbejdspladser, direkte eller indirekte relateret til turistsektoren. Blandt barriererne for en stigning i antallet af turister i den ønskede størrelsesorden er mangelfuld infrastruktur, høje rejseomkostninger, mangel på uddannet personel samt et dårligt investeringsklima, herunder lang opstartsfrist for virksomheder og et stift arbejdsmarked.


Udenrigspolitiske relationer, herunder samhandel

Den internationale interesse for Sao Tomé og Príncipe stiger i takt med udsigterne til olieudvinding.
Forholdet til Nigeria, der er Afrikas største olieproducerende stat, er anspændt. Dette skyldes bl.a., at Nigeria og Sao Tomé og Príncipe har haft uoverensstemmelser, hvad angår fastlæggelsen af de maritime grænser med henblik på olieudvinding. En lov omhandlende São Tomés og Príncipes ”Exclusive Economic Zone” (EEZ) blev i 1998 vedtaget af Parlamentet. Denne lov blev dog ikke accepteret af Nigeria, der selv krævede store dele af zonen. Nigeria og Sao Tomé og Príncipe samarbejder i dag i en Joint Development Zone (JDZ), hvor de to lande i fællesskab vil udvikle og administrere olieressourcerne. Betingelserne i denne aftale menes dog at være favorable for Nigeria, der har fået stor indflydelse på oliesektoren i Sao Tomé og Príncipe. Fremtidig olieindtjening skal f.eks. deles med 60%/ 40% til Nigerias fordel.

Sao Tomé og Príncipe fører en aktiv Afrika-politik. Landet er medlem af Fællesskabet for Portugisisktalende Lande (CPLP), Den Afrikanske Union (AU) og var en af grundlæggerne af Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC). Landet har desuden tætte samarbejdsrelationer til de øvrige tidligere portugisiske kolonier i regionen, herunder i særdeleshed Angola. Andre lande i regionen med særligt gode samarbejdsforbindelser til Sao Tomé og Príncipe er Congo-Brazzaville og Gabon.

Sao Tomé og Príncipes største eksportvare er fortsat kakao, som repræsenterer op imod 80 pct. af eksport-indtjeningen. De primære eksportmarkeder er Nederlandene, Belgien, Tyrkiet og Sydkorea (2005). På importsiden udgør Portugal (47.6 pct.) efterfulgt af USA (17.3 pct.) de største handelspartnere (2005). Størstedelen af olieimporten kommer fra Angola. Olie forventes at blive en vigtig eksportvare, når produktionen kommer i gang.


Danmarks forhold til São Tomé og Príncipe

Danmarks import fra Sao Tomé og Príncipe har de seneste år været af yderst svingende karakter. I 2000 udgjorde importen således DKK 12,7 mio. og i 2005 DKK 1,6 mio. I de mellemværende år samt i 2008 har Danmark intet importeret fra Sao Tomé og Príncipe. Eksporten fra Danmark beløb sig i 2008 til DKK 0,482 mio.



Kontaktoplysninger

Den Danske Ambassade i Lissabon
Rua Castilho 14-C-3,
1269-077 Lisboa

Tel. +351 213 512 960
Fax +351 213 554 615
Mail: lisamb@um.dk


Nyttige links

São Tomé og Príncipe’s parlament: http://www.parlamento.st/

Netnyhedsavis for São Tomé og Príncipe (på portugisisk): http://www.cstome.net/diario/index.htm